webmaster – Blog gamle kameraer og andre emner fra fotohistorien

Diax II b 1956

Walter Voss ( 1908 – 1968) fik en handelsuddannelse. Han udviklede i mellemkrigstiden en karriere med handel især indenfor virksomheder på det tekniske område. Under krigen var han ved antiluftskytset. I amerikansk krigsfangelejr lavede han sin første skitse til et fotografiapparat. Voss fotograferede hele livet – landskaber og familien. På det tekniske område havde han ingen formel uddannelse, men afgjort flair for den klassiske finmekanik og evne til at knytte dygtige medarbejder til sig. Dette parret med hans professionelle kunnen indenfor ledelse og handel, udgjorde en solid basis for starten (1946) af DIAX Werk i Ulm. 1947 startede kameraproduktionen.

1952 sendte han et kamera med vekseloptik på markedet med Syncro Compur lukker bagved objektivet selvudviklet stikbajonet med omløber på objektivet. Type 1a var med 3 søgere for 50 mm, 35 mm og 90 mm. Type IIa havde koblet afstandsmåler i 50 mm søgeren og en 90 mm søger . 1956 kom en videreudvikling med hurtigoptræk typerne I b og II b. Objektiverne kunne bruges på begge serier. 1957 lukkede han fabrikken selvom han var solvent, men han ville hellere være kunsthandler i Svejts.

Se siden om Diax

Testbilleder en grå regnfuld vinterdag

Diax kameraer i min samling

Diax 1948 senere kaldet model 0 – ikke vekseloptik

Diax 1950 senere kaldet model I ikke vekseloptik

AkA Akarette ~1950 – 1952

AkA Apparate und Kamerabau blev grundlagt af to brødre Armbruster i 1946 og tilhørte dermed generationen af nye efterkrigstidsfabrikker. Egentlig startede produktionen i Wildbad i Schwartzwald. Den “tekniske” broder Eugen konstruerede et kamera med centralukker og udskiftelig optik, hvor filmtransporten samtidig spændte lukkeren, hvilket ikke var normalt på dette tidspunkt. De begyndte med format 24 x 32 mm og fik dermed 40 billedere på filmen, men gik hurtigt over til Leicaformat 24 x 36 mm.
I 1949 flyttede til Bodensøen Friedrichshafen, hvor de fik gode facilliteter i det gamle Zeppelinområde. Byen var og er kendt for sin flyindustri (Dornier). Store dele var total ødelagt efter krigen.

AkARette/Relle kameraer

Produkter:

AkARette med det typiske tosøger (*) udseende. Senere blev navnet ændret til AkARelle pga en proces med Agfa
AkARex med afstandmåler
Arette var den sidste serie med store variationer

Disse kamera var alle gode mellemklassekamera og på nogle område på forkant med den tekniske udvikling dengang.

I slutninger af 50’erne blev brødrene ueninge, og Eugen (den tekniske) forlod firmaet. Den almindelig udvikling og tabet af den tekniske hovedmand,gjorde at det gik ned af bakke. Fabrikken forsøgte at producere store billige serie til PhotoQuelle, men 1960 gik firmaet konkurs.

Et efterfølgerselskab på lavt blus forsatte produktionen og prøvede også at få en produktion for fremmede, men forgæves. Firmaet forsvandt.

I dag virker flere kamera meget præget af brug. Fabrikken har sparet på en god forkromning, så den er tit slidt ned. Lukkeren er som for kamera fra 40’erne og 50’erne ofte groet fast. I det hele taget er totalindtrykket ikke af sammen kvalitet, som andre kamera fra perioden.

(*) To-søger: De første år søger for 50 mm og 75 mmm objektiver. Senere reelt en søger, den anden spejlede rammer for objektiver ind i søgerfelt.

AkARelle	AkARex 3	Arette BW
AkARette	AkARex 1	Arette 1B

3D lig stereobilleder eller stereoskopbilleder!

Jeg blev gentagende gange irettesat af Flemming Behrendt for at bruge ordet stereobillede og lignende betegnelser. Det hed stereoskopbillede. Stereo var for Flemming en glose for lydfænomenet stereo. Andre har også haft problem med brugen af glosen “stereo”, som skal forstås som “rumlig”. Et stereoskopbillede kunne dog modsat opfattes som et billede af det instrument (viewer – skop), hvormed stereobilleder iagttages.

I april måned 2025 modtog jeg Photo Antiquaria medlemsbladet for Club Daguerre i Tyskland. De har fået ny redaktion, som har vedtaget fremover at benytte betegnelsen “3D” i stedet for stereo, når det drejer sig om billeder, der skal give et 3 dimensionalt indtryk (et synspsykologisk fænomen) almindeligvis ved hjælp af “2 billede teknikken” men principielt også ved hologramteknikken. Jeg har dog ikke til hensigt at gennemføre dette princip al den stund, at ingen photografica interesseret person er i tvivl om, hvad der menes med ordet stereobillede eller stereoskopbillede.

Bilora Box ( BlitzBox) B 6 b 1950 – 1952

Hannes kamera nr. 1 – se også de to næste indlæg.

I hele den første del af 19. hundrede tallet var bokskameraet den jævne persons kamera. Stammende tilbage fra Eastmann Kodak kameraer havde de fleste fabrikker lavet variationer over kassekamera med 120 filmen som grundlag og oftest i format 6 x 9 cm. Lukkeren var en simpel fjederlukker (rotation) med en tid omkring 1/30 sek og en indstilling, der kunne holde lukkeren åben i vilkårlig tidsrum.. Objektivet var gerne en simpel enkel linse med f= 8 eller 11 og måske et f=16. Der kunne være mulighed for at skyde et filter ( gul eller grøn) foran objektivet.

I tiden efter 2. verdenskrig var Bilora en af de store producenter af bokskameraer. Denne model havde fået en mulighed for tilslutning af en blitzpæreholder og dermed skulle der være en synkronisering.

ICA Maximar 207 1912 – 1919

Hannes kamera nr. 2 ses også næste blok.

ICA Maximar 207 , pladekamera 9 x 12 cm, lukker Deval automat Z, B, 1/25 – 1/100, objektiv Novar 6,8 13,4 cm. Brillant søger og libelle på objektivet. Kameraet havde dobbelt udtræk af løbebunden. Maximar findes i mange variater, denne her er en af de “billige” med triplet objektiv og enkel automatlukker dvs. den skal ikke spændes, men spændes af udløseren

Maximar typen blev lavet til langt op i 30’erne. Først under ICA og senere Zeiss Ikon – sammenslutninger mellem flere fabrikker under Carl Zeiss ledelse.

Ukendt magasin kamera 1890 – 1900 (R. Hüttig ?)

En dag dukkede en mail op fra Hanne. Hun spurgte, om jeg var interessert i en samling på 3 kameraer, som hun var i besidelse af. Selvom jeg indrømmede, at min samleraktivitet var ganske lav pga af min alder og hyldeplads, blev jeg nysgerrig og vi enedes om en pakkeforsendelse mod passende kompensation. I pakken var:

En Bilora Blitz box fra 1946 – 1950
En Ica Maximar 207, 9 x12 pladekamera med løbebund dobbelt udtræk fra tiden 1912 – 1919 med et par pladeholdere.
Et ukendt trækamera – intet mærke blot et produktionsnummer – 12 åbne pladeholder

Jeg har ikke kunnet finde kameraet i min litteratur. Keckmann bog om “Tyske kameraer 1839 – 1945” har dog to eksemplare 1890 og 1891 fra henholdvis Fichtner Camerabau Dresden og Hugo Gross Dresden, som kommer ret tæt på det 3. kamera. Dog viste der sig et hint i Photo Antiquaria 162 (s. 29) i en artikel om R. Hüttig, Dresden det kunne være en variant af Zeus Magasinkamera – se siden!

Træet er nok nøddetræ. Kameraet er bokstype med en lukker, der skal spændes ved hjælp af en messingskrue på forpladen. Der er to udløsere en for “moment” og en for “tid”. I bagenden er en aftagelig plade til et magasin med plads til de 12 pladeholdere hver beregnet for 9 x 12 cm glasnegativ.
På den venstre side ses en påmonteret læderpose, i højre side sidder en træplade. På oversiden ses en tæller. Funktionsmåden er, så vidt jeg kan bedømme, følgende.

I mørkekammer placeres de 12 glaspladeholdere i bagenden. Træpladen i højre side trækkes ud indtil et stop. Herved afdækkes forreste glasnegativ, der også skubbes fremad af fjeder i bagpladen. Med trækpladen ude eksponeres. Efter eksponering trykkes trækpladen helt ind. Derved skubbes den eksponerede plade ind i læderposen, som altså er magasin for eksponerede plader. Denne bevægelse øger også tælleren med 1. De eksponerede plader skal fjernes fra kameraet ved åbning i mørkekammer.

Kameraet er en variant af den type magasinbokskameraer som kaldes “faldende pladekamera”.

Rolleiflex 3C 1956-1959

Rolleiflex 3C fra Rolleiflex’s storhedstid, Rolleiflex var det TLR kamera som alle andre fabrikanter skulle efterligne. I Europa var det et af mest anvendte pressekameraer frem til Vietnamkrigen, hvor Nikon og 24×36 mm formatet blev det foretrukne pressekamera.

Om ægte og uægte TLR kameraer: Klik

Overtaget af mig fra en bekendt som var museumsmand. Kameraet har været anvendt til dokumentering ved udgravninger. Den ukoblede selenlysmåler har fået et stød og er “død”.

Info : Klik

Altissa Altiflex 1E 1936…

Altissa – EHO fabrikken i Dresden var efter fremkomsten af Rolleiflex 1929 snart i gang med en ægte TLR til en lavere pris. Den blev fremstillet indtil 2. verdenskrig i forskellige varianter. Den afbillede var nok den mest avancerede med Compur lukker og objektiv 80 mm f=2.9 (Lack Pololyt tre linset)
Filmfremføringen sker ved hjælp af rødvindue, som samtidig fungere som dobbeltspærre. Man kan ikke spole næste billede frem uden af rødvinduet er blev lukket op.

Om Altiflex: Klik

Yashica Mat 124 G

En af verdens sidste TLR (to linse refleks) kameraer bortset fra special luksus Rolleiflex’er!
TLR kameraer både de ægte med afstandsindstilling på matskive og de uægte (brillant søger) blev uhyre populære fra 1930’er til 1960’erne. Urfaderen Rolleiflex blev et kamera for europæiske fotoreportere.

Se nærmere: https://www.kamerasamling.dk/tlr/generelt.html.

I Japan startede de allerede få år efter starten i Tyskland 1929. Men især i 50’erne skulle alle fabrikker store som små, kendte som ukendte have en eller flere TLR. Yashica kom ret sent i gang og var en af de sidste som lavede kvalitets TLR i masseserier. Senere var det vel kun Rollei (efter 1. konkurs), som lavede nogle få små serie i ædlere metal til vitrinerne.

TLR princippet er total ude af billedet ved digitalkameraer. Nutidens fotografer er heller ikke trænet i at bruge TLR, hvor søgerbillede godt nok er korrekt op/ned men sidevendt. Man er heller ikke vant til at se ovenfra og ned i søgeren på kameraet ud for mellemgulvet.

Certo Super Dollina II ~1954

En af de sidste “Retina lignende” fra Dresden. Teknisk næsten uændret fra Dollina II før krigen (se kamera). Udseende er ændret lidt og afstandsmåleren bygget sammen med overdelen, men teknikken er næsten uændret og dermed måske lidt forældet, i hvert fald helt andre løsninger, end man forventer for et søgekamera omkring 1950. Afstandsmåleren er koblet men har sit eget søgevindue. Den egentlige søger er lille og elendig.

Her viser lukker (Syncro Compur) og objektiv (Rodenstock Heligon 1:2 50 mm) samt afstandstal i feet, at denne variant var tiltænkt eksport til vesten. Rodenstock er ingen steder i litteraturen noteret for objektiv altså ret sjældent variant. Certo var en lille fabrik i lang tid i DDR tiden delvis privat og hele levetiden ledet af Gönna, der oprindelig var ejeren.

Se sammenligning af Dollinaer i samlingen: Klik