Analog eller digital

Analog altså den traditionelle kemiske metode byggende på sølvets egenskaber overfor lys. Digital altså opbygning af talkombinationer ud fra lysets påvirkning af mikroelektronik. For almindelige forbruger i dag er den digitale fotografering med mobiltelefon og visning på dennes skærm metoden. Men for en avanceret fotograf er det er personligt valg.

Analogmetoden er for os gamle den sjoveste men også den besværlige. Mørkekammer, kemiske væsker og svære processer og alligevel ofte sluttende med et digitalt billede efter skanning af negativ hvorfor?

Fordi den digitale er meget lettere at styre, kræver kun en computer og en god printer og resultatet, ja det kan ses hurtigt med første kik på kameraets skærm lige efter, at billedet er optaget. Forsendelse via mail/MMS – trykning via pdf fil  også professionelt tryk til bøger og tidsskrifter alt er digitalt.

Kvalitetsforskel – næppe nogen i dag med de højopløselige kameraer! Kvalitet skyldes ikke teknik men fotografen.

En familie ca 1930

I min fars gemmer lå dette lille billede

Motivet er børnene i fiskerfamilien Johansen, Brunshuse  ved Assens.

Fotohistorisk.

Et kontaktkopi fra et halvdårlig negativ størrelse 6 x 4.5 cm sandsynligvis et bokskamera med “spareformat” på 120 film. Et udstyr ganske almindelig i 1930’erne. Fotograf ukendt.

Motivhistorie.

Alle søskende samlet til fest måske fotograferet uden for fiskerhuset. Af de syv børn i den ikke særlig velstillede indremissionske familie blev en dreng og to piger lærere. En dreng  blev mejerist, en dreng sømand senere skipper med egen galease i fragtfart, en dreng blev mekaniker senere vognmand med fast fragtrute og endelig en pige blev gårdmandskone senere organist i en landsbykirke

Stereoskopbillede og rumligt syn

Lige fra fotografiets begyndelse har ideen om billeder, som en tilskuer ser rumligt, været populær. Metoden har som bekendt været at lave to optagelser på samme tid men forskudt ca. 10 cm vandret. Når man derefter ser det venstre billede med det venstre øje og tilsvarende det højre billede med højre øje, får man en rumlig oplevelse.

Gennem tiden har der været mange tekniske løsninger både på optagelse og især synet af det dobbelte billede.

Personlig har jeg lidt svært ved at skabe den rumlige illusion, men det skyldes nok forskel på mine øjnes synsevne. Når det lykkes og ”rummet” kommer frem, har jeg en fornemmelse af noget kunstigt. Efter et stykke tid blev jeg klar over, at det virkede som at kikke ind på scenen i et teater/dukketeater. Hvorfor?

Hvordan skaber vi det rigtige dybdesyn?
Ja det er klart at de forskudte øjne virker med, men det er ikke det eneste. Vores syn omfatter en vinkel på ca. 160 grader i planet parallelt med øjnene, men ikke mere end ca. 75 grader vinkelret på dette plan mest nedad og stærkt begrænset opad. Øjnenes skarphedsområde er meget smallere typisk et sted omkring 45 grader. Vi har ud over dette to funktioner, der øger synsområdet, nemlig bevægelse af øjnene (flytte fokus) samt bevægelse af kroppen/hovedet. Disse to bevægelse arbejde normalt samme ubevidst, hvorved vi kompenserer for vores smalle fokusvinkel. Alt dette samles i hjernens synsområde og bearbejdes ud fra dels de ydre nerveimpulser dels ud fra vores lagrede synserfaringer. Det er på denne baggrund at vores rumlige synsopfattelse dannes.

Når stereobillede giver en kunstig rumopfattelse (dukketeater) skyldes det, at opfattelsen ikke bygger på øjnenes samlede indtryk af den ydre verden, men udelukkende er to billeder projekteret ind i hvert sit øje. Opfattelse kan gøres bedre ved at gøre billederne større og fylde hele vores synsfelt ud. Dette sker ved dias- eller filmprojektion og med brug af polarisering, hvor hvert billede er polariseret vinkelret på hinanden og iagttageren bruger briller med polarisationsfilter til at skabe billede til det enkelte øje. Gennem storprojektion illuderes det fulde synsfelt. Man kan tilmed flytte sin fokusering hen over projektionen.

Optaget med to Nikon Coolpix L16 digital på en skinne

Mere om stereoskopfoto se DFS stereoskopsider

Mobilens billedformat

Hvordan kan man lære at holde mobilen vandret? Både til stillfoto og til video er det vandrette format (landskab) meget bedre end det lodrette rent billedmæssigt.

Forøvrigt synes jeg, at mobiltelefonen er ved at få et billedformat som ligger langt væk fra det gyldne snit med et rektangel der er alt for langstrakt. Det er allerværst, når rektanglet stilles på højformat.

Motivets betydning

Er motivet fotohistorisk? Eller er blot historisk?

Vores fotografica verden indeholder masser af gamle fotografier. Eksempelvis typiske portrætbilleder af en eller flere enkeltpersoner som “knæstykker” foran fotografens baggrundstapet. Ingen tvivl  – et sådant billede er historisk, det fortæller noget om personer dengang – klædemode, mennesketype og personopfattelse herunder også historie om den pågældende tidsperiode.

Men er billedet nødvendigvis fotohistorie i betydningen historie om fotografering eller er det blot en gentagelse af den samme fotohistorie om en fotograf med en bestemt teknik og et bestemt udstyr?

Jeg føler mig usikker på, hvad jeg personlig forstår ved “fotohistorie”. Er det den historie et billede fortæller, eller er det historien bagved billedet? For mig er det motivet i et billede nyt eller gammelt, som vækker min interesse.