Småbilledformatet den klassiske periode
Den danske fotograf og kamerabygger J. P. Andersen (Nellerødmanden) konstruere 1905 det første 35 mm kamera, der brugte kinofilm som negativmateriale.
Fra 1911 og fremad blev det berømte kamera Leica udviklet af O. Barnack på Leizt fabrikken. Dette blev støtte af udviklingen af kassetten, i hvilke man spolede film ind ( typisk) for amatører 20 eller 36 billeder. Kassetten blev udviklet af Kodak omkring 1930 til retina kameraet. I kameraet bliver filmen så efter eksponering opsamlet på en fast modtagerspole . Efter hele filmen er eksponeret, skal den spoles tilbage i den lystætte kassette. Hvis filmen slipper denne kassette, må man i mørkekammer eller under dynen, for at få den tilbage i kassetten eller i en fremkaldetank. Filmen har dobbeltperforering ( reminisens af kinofilm), hvilket letter disse spoleprocesser. Desuden kan denne perforering drive en registreringsspole, som så sørge for billedtælleren og dobbelteksponeringlås. Filmen købes enten med 36 eller 24 billeder. Avancerede personer med mørkekammer købet film i metermål og fylder kasetter selv.
Billedet er normalt på 24 x 36 mm dog forekommer også formatet 24 x 24 mm og 18 x 24 mm (halvformat). Det nødvendigt med en forstørrelse for at få brugbare papirsbilleder.
Formatet er dog tilstrækkelig til lysbilleder (dias), hvorfor der fremkom en række film sort/hvid og farve, hvor fremkaldelse laver en film i positivformat.
Tilbagespolingen af film var for nogle et irritationsmoment og flere firmaer udviklede deres egen kassettetype, hvor filmen efter eksponering blev spolet op i en modtagerkassette (samme type som den med den ueksponerede film) ofte var filmen her kortere end 36 billeder. Princippet blev brugt i 30'erne af bl.a. Agfa (Karat kassetten 12 stk 24x36 billeder), Bolta og Robot. Kodak skabte Instamatic kassetten i 60'erne, som en plaststøbt enhed (filmplade i plast). Agfa relanceret Karat som Rapid i konkurrence med Kodak Instamatic men lavede også Instamatic kassette. DDR kaldet typen SL kassette da man ikke hoppede på Instamatic vognen.
Primus Motor i udviklingen var firmaet Leica som fra 1924 sendte 35 mm kameraet over alle kamera på markedet. Alle andre har skævet til Leica, ja ofte lavet direkte kopier af Leica'en.
I 30'erne fremkommer så det enøjede spejlreflks, først med skakt/matglassøger og i 50'erne slog prismesøger igennem.
Alle de dyrere kamera udvikler sig til systemkamera med linser til vidvinkel, tele, tilbehør e.c.
Mange kameraer fik en form for automatik. Først kom afstandsmåling, oftest koblet sammen med afstandsindstillingen, byggende på et lille spejbillede i søgerfeltet, der skulle falde sammen med billedet udenfor feltet. Med farvefilem blev behovet for præcis eksponering større og lysmåleren bevægede sig fra den løse håndholdte måler ind i kameraet. Først som ukoblet senere koblet sammen med blenderingen.
Man deler disse kameraer op i to hovedgrupper.
- Målsøgning, hvor søgning foregår gennem en seperat søget, i starten ofte en rammersøger senere forskellige former for optiske søgere.
-
Spejlrefleks, hvor søgning foregår igennem kameraets objektiv, ved eksponering vipper et spejl op og lukkeren træder i funktion. Tidligt skulle kameraet spændes for at bringe spejlet tilbage og søgeren i funktion, senere klappede spejlet tilbage, når lukkeren var færdig. Spejlrlekss giver normalt et tydeligt "klunklyd", hvor målsøgning er mere stille og rolig. I mange år var målsøgning også hurtigere at betjene.
Opdelingen går igen i nutidens digitale kamera.
En anden opdeling var efter lukkertype (typerne findes også ved mellemformatkamera) også det udviklede sig til nærmest en religionskrig:
- Spaltelukker et gardin med en justerbarspalte, der løber hen gennem kameraet lodret eller vandret. Hurtige tider opnås ved at gøre spalten smal. Blitz ikke bruges ved hurtigste hastigheder
-
Centrallukker lameller som af en fjeder smækker op og i ( to tyske fabrikker - Pronto og Compur), denne lukker kan ikke gøres så hurtig som spaltelukker. Nemmere med blitz.
Målsøgning:
Leica 1923 spaltelukker
Zeiss Contax 1932 Centrallukker
Billligere med/uden bælg, med eller uden udskiftelig objektiv:
Diax, Iloca, Altix (DDR), Adox, Robot, ... de uddøde tyske mellem kamera
Agfa, Kodak, Zeiss Ikon ( i dag Contax)
Spejrefleks:
Ihagee Exacta og EXA (Pentagon DDR), Praktica (DDR), Edixa, Zeiss Contaflex
Senere lavde næsten alle fabrikker spejreflekskamera.
Fra omkring 1960 dukker de japanske kameraer op. I starten kopier af Leica og Zeiss Ikon senere med den elektronisk udvikling løber japanerne fra tyskerne. Mærker forsvinder eller integreres i hhinanden, og tyskerne bliver i høj grad underleverandør af især objektiver og "berømte navne"