Smalfilm

Oprindelig var 16 mm formatet amatørformatet, men den "brede" film blev dyr for almindelige mennesker og formatet var fremover indtil videokameraer, reporternes og professionelle fotografers foretrukne format. I Frankrig ved Pathe blev udviklet et 9,5 mm format med perforering i midten mellem hvert billede. Det betød ved fejl kunne store stykker af en fil få alle billederne ødelagt af fremdriftshjulet.
Det mest populære form blev for amatører dobbelt 8. Dvs en 16 mm smalfilm på en speciel spole blev eksponeret for derpå at blive taget ud og vent, så den anden halvdel blev eksponeret. Efter fremkaldning blev filmen skåret igennem i midten og sat sammen, hvorved 8 mm filmen var klar. Filmen havde således kun perforering i en side.	.
Kodak havde i 1960'erne udviklet Instamatic kasetten 126 film i 28x28 til still kameraer. Her lå filmen i en kasette og skulle ikke spoles tilbage. Samtidig udviledes en Instamatic kasette til smalfilm i 8 mm bredde. Filmen havde en anden mindre perforering end den gamle dobbelt 8 og perforering. Den skulle heller ikke vendes da filmen i sig selv var 8mm. Samtidig blev billedet lidt større og der var tilmed plads modsat perforering til at lægge et tyndt magnetspor til lydoptagelser. Der var kortvarigt en dobbelt Super 8 mm film 16 mm bred med perforering som Super 8 men i dagslysspoler som normal dobbelt 8 mm. Den skulle altså vendes og ved fremkaldning deles og sættes sammen. I Vesten blev der lavet nogle få optagere primært til professionelle reportere, medens dobbelt Super 8 blev anvendt af amatører i Østeuropa, hvor normal dobbelt 8 mm optagere blev ombygget til dobbelt Super 8 mm.
Omkring 1974 begyndte vores interessen for bevægelse i billeder at vokse. Dette hang selvfølgelig sammen med ,at vores to døtre nu var nået 4 og 1 år. Efter en prøvefilm med et lånt gammelt dobbelt 8 m kamera sort hvid besluttede vi at investere i et EUMIG Vinessa 5 super 8. Det var selvfølgelig på det tidspunkt et stumfilm kamera. I stigende omfang blev det filmen, der udgjorde min dokumentering i stedet for dias og sort hvid forstørrelse. Samtidig med blev det nødvendige material med henblik på klipning anskaffet, viewer og splejser og dertil en Eumig fremviser kombineret dobbelt8/super8. En lyskanon på 1000W var også nødvendig, da den finkornede Kodak farvefilm var ganske langsom ( 15 - 17 DIN senere 21 - 23)
At smalfilme er en del, men det vigtigste er at skabe filmen gennem klipning og indsætning af tekster. Det sidste løstes ved at skrive på et stykke farvet pap, lægge det på gulvet og stille kameraet på stativ ca. 1 m over. 4 100w alm pærer i kvadrat på en træramme udgjorde belysning. Teksten optoges gennem rammen. Senere købtes selvklæbende bogstaver til at lave tekster. En god lang sommerfilm endte til sidst med at ligge i stumper på omkring 1 m rundt i kælderlokalet, inden den kunne sættes sammen. Efterhånden voksede interessen for at kunne lave underlægsmusik, jeg eksperimenterede med at klæbe et lydspor på siden modsat perforeringen. Det krævede udskiftning af fremviseren, som både blev brugt til indspilning og selvfølgelig afspilning. Resultaterne var skuffende. Klæbeprocessen elendig.
Omkring 1981 fik jeg den opgave at optage et orkesterstævne - de blå spejder - her i Haderslev. Der skulle optages med lyd. Jeg lånte et kamera og fik så meget mod på film med lyd, at kameraet blev udskiftet med et Nizo 3056 med Schneider Kreuznar Macro Variogon 1:4 7 - 56 mm. Eumigen indgik i bytte, hvorfor den Eumig, jeg har i samlingen er et tilkøb i 2006. Super 8 filmen blev leveret som rå tonefilm med to lydspor, et til lyden fra selve optagelsen og et til baggrundsmusik og tricks.
Ud over Kodaks Super 8 format udviklede Fuji Single 8. I super 8 ligger de to spoler i kassetten (kilde og modtager) med film ved siden af hinanden og selve filmen lå i kassettens optagelvindue på en bagplade, der hørte til kassetten altså på plastik. I Single 8 lå filmen på to spoler over hinanden og derfor kunne selve optagelsen ske ved den fast indbyggede bagplade i filmgangen i kameraet. Selve filmen lavedes ved Fuji med samme dimensioner blot lidt tyndere end Kodak Super 8 mm. Dermed kunne de behandles og vises på samme udstyr herunder tone
Omkring 1990 var dels super 8 filmen blevet meget dyr dels var der ikke behov for familiendokumentatione længere, så kameraet blev lagt i skabet og jeg gik over til fotografering med min nyindkøbte Nikon F401C bl.a. med mørkekammerarbejde med sorthvid. Interessen for de levende billeder forsvandt dog ikke helt. Jeg overvejede video, men dels giver VHS formatet i amatørkamera dårlige billeder, dels er det svært, dyrt og kvalitetsforringende at klippe og rediger en analog videofilm. Først med fremkomsten af digitalt video blev både kvaliteten bedre og redigeringsmulighederne tilgængelige, så fra 2002 begyndte video at komme med. Først med et lånt Panasonic GV 150 senere med et selvanskaffet Panasonic NV GV 120. Med Pinnacle redigeringsprogram er vi tilbage i de gamle dage i kælderen, men blot med virtuelle videostumper. Det er virkelig blevet nemmere, overgange, tekster, lyd redigering osv. Se videre på videosiden